24. apr 2018InnoCan afholder generalforsamling

24. apr 2018
25 sygeplejerskestuderende fra Professionshøjskolen Absalon deltager på InnoCans generalforsamling den 17. april 2018.
De nyeste resultater i InnoCan blev præsenteret på projektets halvårlige generalforsamling den 17. april 2018. Projektpartner Professionshøjskolen Absalon var vært for arrangementet og havde inviteret 25 sygeplejerskestuderende.

Det er med høje forventninger, at andensidste generalforsamling i InnoCan løber af stablen i Professionshøjskolen Absalons lyse lokaler i Sorø. Duften af friskbrygget kaffe og morgenbrød blander sig med deltagerne fra de danske og tyske partnere, inden Christina Lindhardt fra Absalon og leder af InnoCan, Niels Henrik Holländer, introducerer dagens program.
 
Blandt dagens deltagere er også omtrent 25 sygeplejerskestuderende fra Absalon, som har arbejdet med InnoCan i deres undervisning, og som i løbet af dagen får projektet helt ind under huden igennem præsentationer af aktiviteterne i projektet. I forlængelse af generalforsamlingen deltager de studerende i en workshop, hvor de sætter skarpt på sygeplejerskers roller i forskningsprojekter og hvilke etiske spørgsmål, der opstår, når virksomheder og sundhedsprofessionelle sammen udvikler nye sundhedsteknologier.
 
Projektdeltagerne prioriterer et højt informationsniveau omkring aktiviteterne i InnoCan. Dette udtrykker sig aktuelt gennem filmoptagelse af generalforsamlingen, som er iværksat af Produktion, Forskning og Innovation (PFI). Resten af dagen byder på oplæg fra de forskellige projekter i InnoCan, herunder om en guide, som skal hjælpe innovative virksomheder til at opnå hurtigere adgang til sygehusene med nye produkter.
 
I InnoCan arbejder projektpartnerne blandt andet også på at udvikle og forbedre fire specifikke produkter, hvilket sker på baggrund af tilbagemeldinger fra patienter og sygehuspersonale. Det er særlig test af et blodprøveapparat og en EKG-måler, C3, som optager billedet. Testene på C3-måleren er afsluttet i Danmark, og arbejdet skrider fortsat fremad, idet der tages hul på endnu en etape i Kiel den 8. maj 2018, hvor der skal foretages 100 målinger. Yderligere sundhedsteknologiske løsninger bliver præsenteret, herunder en app, hvor patienten kan registrere sine smerter.
 
Under kaffepausen høres en livlig summen blandt generalforsamlingens deltagere, mens optagelserne og interviewene skrider frem.
Efter kaffepausen fremlægges de foreløbige resultater omkring patientinddragelse og kræftdokumentation. Også de mange positive resultater i forbindelse med de kliniske studier til fortsat forbedring af blandt andet hovedhalskræft, tarm- og brystkræft præsenteres. 
 
Læs også om generalforsamlingen på Professionshøjskolen Absalons hjemmeside.

InnoCan kører til udgangen af 2018.