17. okt 2016C3-test afsluttet på Onkologisk Afdeling i Næstved

17. okt 2016
Onkologisk Afdeling på SUH, Næstved kunne i sidste uge fejre, at testen med måleren kaldet C3 er gennemført. Målet er at forbedre behandlingen for kræftpatienter.

Siden februar 2016 har Onkologisk Afdeling testet C3-måleren. Det lille apparat sættes på patientens bryst og kan måle temperatur, åndedrætshastighed og puls. Oplysningerne sendes direkte til en enhed, der kan aflæses af sygeplejersken. I fremtiden vil det betyde, at patienten slipper for at blive unødigt forstyrret af sygeplejersken, som normalt foretager målingerne manuelt op til fem gange i døgnet.

En del af en større test
Onkologisk Afdeling i Næstved har, ved siden af de rutinemæssige målinger, sat C3’eren på hver gang, patienten skal undersøges. Der er lavet over 200 målinger i testen, for at forbedre behandlingen i fremtiden. Udviklingssygeplejerske Anna Lohman har stået i spidsen for indsamling af data og holdt øje undervejs i forløbet.

- Patienterne har sagt, at de ikke kan mærke, den sidder på brystet, fortæller Anna Lohman, udviklingssygeplejerske, Næstved.
 
Afdelingen er sammen gået forrest i test og udvikling af C3’eren og har været med til at forbedre apparatet. Onkologisk afdeling vil gerne være med i startfeltet, når det gælder ny forskning. 

- Det har været vores incitament at forbedre omstændighederne for patienten, og vi vil alle gerne være med til at udvikle noget brugbart, der rykker noget for patienten, siger Susanne Johansen, afdelingssygeplejerske, Onkologisk Afdeling, Næstved.

Et veloverstået testforløb blev fejret med kage. C3’eren skal nu testes på to sygehuse i Tyskland og i Odense.